Lige efter bogen holdte hun sammen på sig selv i skolen i 3 ugers tid og så begyndte facaden for alvor at krakelere - i hvert fald her hjemme.
Hvor meget Solstrålen holder på sig selv, når hun ikke er hjemme blev meget tydeligt her til morgen; Hele morgenen har hun været træt, på tværs og meget svær at håndtere. Hun giver selv udtryk for at hun er træt. På vej i bilen græder hun og holder sig for ørerne og siger hun ikke magter drengenes larm. Fra bilen hen over parkeringspladsen ind i skolen, går hun helt sammenklappet og slasket og siger med døsig stemme "Jeg er slet ikke stærk i dag".
I det øjeblik vi træder ind af skolens dør, retter hun sig op, går med lette skridt og smiler til alle. Den første voksne vi møder siger "Der er nok en, der er frisk i dag". Og i klassen siger Solstrålen Gooodmoooorgen - med stort smil.
Det er sgu' da op af bakke at få nogen som helst til at se/forstå, hvor træt hun rent faktisk er, når barnet strammer sig så meget an!
Det er ikke fordi jeg synes det er udelukkende negativt. Jeg synes det er en god evne at ha'. Jeg synes det er godt, at hun får det bedste ud af sin dag. Men jeg kunne altså godt ønske mig at det ikke var os her hjemme, der skal tage hele skraldet. Hun har brødre, der snart ikke kan hænge sammen længere pga. hendes træthed og efterfølgende reaktioner.
Det vender vel igen........
Ingen kommentarer:
Send en kommentar